Mit seneste projekt med magneter er denne magnetiske aktivitetstavle. Magnetpladen er en stålplade, som jeg har købt billigt af den lokale smed. Ugedagene, opdelingen af tavlen og piktogrammerne er magneter.
Jeg har brugt mosgummi til ugedage-magneterne, fordi mosgummi er et meget taknemmeligt materiale; let at klippe, vejer ikke så meget og findes i et væld af flotte farver til små penge. Og så kan det købes i de fleste hobbyforretninger.
Til opdeling af dagsfelter har jeg klippet magnetbånd i tynde, lange strimler. Til ugedagene har jeg også brugt magnetbånd (med selvklæb).
Tavlen er kun 90×40 cm., så der er ikke plads til for mange detaljer hver dag på denne aktivitetstavle, så mandag fungerer som en piktogram-visning af, hvad børnene skal gøre hver dag (de ting, de har sværest ved at huske rækkefølgen af), og de andre dage har jeg fremhævet de ting, der er særlige for de enkelte dage. F.eks. er onsdag “store badedag”, dvs. den dag, hvor de både skal i bad, have ordnet negle o.lign. De kommer også i bad de andre dage, men her er det sat i system, hvornår det er den helt store tur.
Hver familie = hvert sit system. Men jeg håber, at jeg har inspireret dig til at lave en lignende aktivitetstavle.