DIY knivmagnet

Lav din egen knivmagnet af et stykke træ og kraftige magneter.

Hvis du er lidt handy, så er det faktisk ret let at lave sin egen magnetiske knivskinne. Vælg et flot stykke træ og fræs en rille eller runde lommer bagpå trælisten til at lægge magneterne i. Der skal være max. 5 mm. træ tilbage, når du har lavet hullerne/rillen.

En ting, der er vigtig at tage stilling til i startfasen, er: hvor meget afstand skal der være fra kniven til væggen. Trælisten må ikke være for tynd, for så kommer knivene til at ramme væggen, når de tages af. Derfor er det en god idé at vælge et stykke træ, der er min. 2 cm. i bredden.

Med god afstand sætter du magneterne fast bagpå skinnen. Har du lavet én lang rille, skal de limes fast med tokomponentlim, da de ellers vil tiltrækkes hinanden med høj fart og gå i stykker. Lim en magnet fast ad gangen og lad den tørre i nogle timer, før du går i gang med den næste magnet. Afstanden mellem magneterne skal være den afstand, som du ønsker, at knivene skal have til hinanden. Har du i stedet lavet runde lommer til magneterne, kan du forsigtigt lægge dem alle på plads og fiksere dem med et stykke træ på bagsiden, hvis du ikke vil lime dem fast.

Valg af magneter:

Når du skal vælge magneter, er det vigtigt at tænke over, om der skal hænge tunge kokkeknive, eller om det er en knivskinne til udelukkende små knive.

Til små knive kan du “nøjes” med at bruge 20×5 mm. powermagneter (eller 20x20x5 mm., hvis de skal være firkantede).

Til store og tunge knive skal du op på 20×10 mm., 25×7 mm. eller 35×5 mm. powermagneter. I dette tilfælde kan du vælge den magnet, der passer bedst i dimensionerne til din magnet-knivholder. De har alle en bæreevne mellem 11 og 12 kg., men det er nødvendigt, da der er aftand mellem magneten bagpå trælisten og selve kniven, og det vil være en mindre katastrofe, hvis knivene begynder langsomt at glide ned fra skinnen pga. ringe bæreevne.

Du kan også se en video om DIY knivskinner her.

God fornøjelse 🙂