Jeg blev kontaktet af en klasselærer vedr. et hjemmelavet fiskespil til en skolefest, hvor der skulle være boder. Et fiskespil med magneter. For at rådgive kunden bedst muligt, kastede jeg mig ud i at lave et fiskespil, så jeg kunne teste det i stedet for at rådgive ud fra teori.
Her er, hvad der kom ud af projektet:
Jeg brugte følgende til 10 fisk:
Mosgummi plader i forsk. farve (fra den lokale hobbyforretning)
10 små magneter med lim (10 x 1 mm.)
Og til fiskestangen:
En pind (fra hækken)
1 meter sejlgarn (eller noget andet stærkt garn, hvad du lige har)
1 ringmagnet (10 x 4 x 5 mm.)
1. Klip først dine fisk ud af mosgummi og pynt dem. Hvis du vil bruge min skabelon, kan du finde den her helt gratis: silhouetter af fisk. Den er 100% hjemmelavet, og du må gerne kopiere den – men du må ikke bruge den i salgsøjemed eller fremlægge den som din egen; husk at henvise til mig og mit link.
2. Lim en lille kraftig magnet bag på fisken og lim derefter et tal ovenpå, så magneten ikke er synlig. Tallet fungerer som “point” i fiskespillet.
3. Bind en kraftig ringmagnet godt fast i en snor, som sættes fast på en lang pind.
Fiskedammen er også hjemmelavet: en stor papkasse og forskelligfarvet silkepapir var alt, der skulle til. Projektet kostede under 150,- i alt. Og man kan altid bruge resterne af mosgummi til andre sjove hobbyting. God fornøjelse 🙂